Skadehåndtering om 10 år
Technology Post

Hvordan ser skadehåndtering ud i forsikring om 10 år?
Selvom fremtiden er uforudsigelig, er det essentielt for et forsikringsselskab at tage højde for de trends, der kan påvirke branchen på længere sigt. Selskaber bør forholde sig aktivt til disse trends og overveje, hvordan de strategisk skal tackle potentielle udviklinger og scenarier.
Hos Thursday har vi identificeret en række tendenser, som vi vurderer vil forme forsikringsmarkedet over de næste 10 år. Disse indsigter er samlet i rapporten "Forsikring om 10 år", hvor vi præsenterer vores vurderinger af, hvordan de vil påvirke forskellige dele af forsikringsværdikæden.
Vi har blandt andet analyseret skadehåndteringen og givet vores bud på, hvordan dette område vil udvikle sig over det kommende årti. Det er blevet til en række interessante forudsigelser fra vores forsikringsspecialister.
- Skadeforebyggelse bliver en integreret del af forretningsmodellen drevet af teknologi og data, som giver nye muligheder for at facilitere forebyggelse og monitorere risiko i realtid. Dette vil medvirke til at skubbe forsikringsselskaber fra at være en produktorienteret virksomhed til at blive en servicevirksomhed.
- Skadehåndtering vil tilbyde personaliseret og rådgivende service hele døgnet digitalt, da kunderne vil forvente øjeblikkelig hjælp og svar i skadesituationer. Kommunikation vil i stigende grad ske gennem kundens personlige AI-assistent, der vil facilitere dialogen med forsikringsselskabets AI-interfaces.
- Skadebehandling vil gå mod fuldautomatiserede processer med behandlingstider på minutter frem for dage gennem anvendelse af teknologi, data og AI. Den personlige kontakt og service overgår i højere grad til tredjeparter, og skadeprocessen bliver en administrativ proces, hvor skadebehandlere alene vil få en rolle i komplekse sager.
Hvis du vil vide mere om analysen, og hvordan du kommer i gang med de vigtige overvejelser, så kontakt Partner, Lars Pontoppidan eller Partner, Ola Mortensen.